Viktors Farmor, toppix

Argentina og Chile

Fra Salta til Atacama

 

Enestående landskaber i det nordlige Argentina og Chile

På denne rundrejse kommer vi til at opleve nogle helt specielle landskaber for foden af Andesbjergene i det nordlige Argentina og Chile. I dette bjergrige og meget smukke område oplever vi høje sneklædte bjerge og vulkaner, aktive gejsere, dybe kløfter, imponerende saltsøer og månelignende landskaber samt små hyggelige pittoreske landsbyer og vinmarker. 

Vi starter rundrejsen i Argentinas hovedstad, den levende by Buenos Aires, hvorefter vi tager op i det nordlige Argentina, rejser over Andesbjergene til det nordlige Chile, inden vi fortsætter langs den smukke chilenske kyst til Santiago, Chiles moderne hovedstad.

24. oktober: København – Buenos Aires

Afg. AAL 11:30 (Cimber QI822, check-in senest 10:45/11:00), ank. CPH 12:20.
Afg. CPH 15:40 (Iberia IB3309, check-in senest 13:10).

25. oktober: Buenos Aires

Ankomst til Buenos Aires og indtjekning på hotel.

26. oktober: Buenos Aires

Buenos Aires er en charmerende blanding af en kosmopolitisk aristokratisk by med atmosfære som i de europæiske hovedstæder og en latinamerikansk farverig og pulserende livsrytme. Det er denne blanding, der gør byen så original og levende.

I dag skal vi se lidt nærmere på denne dejlige by. På vores byrundtur oplever vi 9. de Julio Avenue, verdens bredeste boulevard, vi ser den store plads, Plaza de Mayo, samt regeringsbygningen Casa Rosada, domkirken og parlamentet. Vi skal også en tur i forskellige interessante bydele: San Telmo, hvor der spilles tangomusik i gaderne, og La Boca med de små farvestrålende huse. Vi ser desuden Palermo parkerne og Recoleta, byens mest elegante kvarter.

Eftermiddagen er til fri disposition.

Om aftenen skal vi til middag med et forrygende tango show.

27. oktober: Buenos Aires - Salta

Vi flyver videre til Salta i det nordlige Argentina. Salta ligger 1600 km nord for Buenos Aires i en højde af 1280 m.o.h. i den brede Lerma dal. Området er bjergrigt og meget smukt. Byen, der er hovedstad i provinsen Salta, blev grundlagt i 1582, og der er stadig mange fine koloniale bygninger.

Bymidten er en grøn plads med velbevarede bygninger i spansk og italiensk stil.
Om eftermiddagen har vi tid til at gå rundt i denne hyggelige by og desuden besøge det arkæologiske museum med udstillingen om de 3 inkabørnemumier, der blev fundet på toppen af Vulkanen Llullailaco, 6.700 m over havet.

Om aftenen skal vi smage nogle af de retter, der er typiske for regionen, bl.a. saftige empanadas bagt i lerstensovn.

28. oktober: Salta - Cafayate

Efter morgenmaden skal vi på en meget naturskøn tur til de fantastiske Calchaquies dale. Området er spækket med små pittoreske landsbyer. Vi vil gøre holdt i nogle af dem. Her bages der brød i nedgravede lerovne, en århundredgammel tradition. Langs med dalen ser vi hvordan vejr og vind har omdannet de røde sandstensklipper til mærkværdige formationer. Der er hele tiden nye spændende udsigter i disse fascinerende måneagtige landskaber. Sidst på dagen kommer vi til landsbyen Cafayate, hvor vi skal bo.

29. oktober: Cafayate – San Carlos – Molinos – Cachi - Salta

Cafayate er omgivet af vingårde og er et vigtigt center for vinproduktion. Efter morgenmaden besøger vi en af vingårdene. Vi fortsætter til kløften Quebrada de las Flechas med de fantastiske klippeformationer og de koloniale byer Angastaco, Molinos og Cachi, hvor vi spiser frokost.

Om eftermiddagen besøger vi Los Cardones nationalparken med dens mange kaktusser, det 3348 meter høje Piedro del Molino og Custa del Obispo dalen, hvor der nogle gange kan ses kondorer. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage i Salta.

30. oktober: Salta – "El tren a las Nubes" - Salta

Vi spiser tidlig morgenmad for at tage til togstationen og gå ombord på det berømte "El tren a las Nubes" (Toget til skyerne), et historisk tog, der kører fra Salta en gang om ugen. Det er en imponerende flot køretur på ca. 200 km gennem bjergene mod vest. Ruten klatrer ad stålbroer og igennem viadukter op igennem kløften Quebrada del Toro, før vi efter 7-8 timer kommer til den lille by San Antonio de los Cobres i næsten 4000 meters højde.

Vi spiser frokost i San Antonio de los Cobres, inden vi kører med bus tilbage til Salta.

31. oktober: Salta - Quebrada de Humahuaca - Purmamarca

I dag kører vi til Quebrada de Humahuaca, en dyb kløft domineret af Rio Grande. Dalen er blevet brugt i mere end 10000 år som en vigtig transportvej mellem Andesbjergene og sletterne ved Jujuy. Køreturen gennem denne kløft er en af de smukkeste ruter i landet. Klipperne spiller i mange nuancer, og kæmpestore kaktusplanter ses i de højere tørre områder. De farvestrålende landskaber indrammer små grupper af landsbyer med huse af soltørret ler. Vi besøger landsbyen Tilcara (2460 m.o.h.). To km syd for landsbyen ligger et af de sidste inka-forter, bygget på en bakke midtvejs i dalen. Det har været en hel befæstet by bygget af Omaguaca, de indfødte i præ-colombiansk tid. Byen blev opdaget i 1903 og er nu rekonstrueret. Tilcara er et populært sted at bo og arbejde for kunstnere. Vi har mulighed for at se deres malerier, som de udstiller foran deres hjem. Vi spiser frokost i Humahuaca, der er en hyggelig by med et farverigt marked. På vejen til Purmamarca besøger vi byen Uquia med dens gamle kirke.

Den pittoreske landsby Purmamarca er kendt for sit " Cerro de los Siete Colores". Byen ligger for foden af dette bjerg, hvor man kan se syv helt forskellige farver i klippelagene. Midt i den lille by er der en skyggefuld plads. Her holder de lokale sælgere til, og det er muligt at købe træskærarbejder og håndvævede tæpper m.m.

1. november: Purmamarca

Om formiddagen har vi fri til på egen hånd at nyde omgivelserne.

Om eftermiddagen vandrer vi op på Cerro de los Siete Colores og besøger markedet i byen.

2. november: Purmamarca – San Pedro de Atacama (Chile)

Tidlig om morgenen kører vi mod San Pedro de Atacama i Chile. På vejen ser vi Salinas Grandes, der er en imponerende saltslette på over 12000 hektar, hvor der udvindes salt. Vi krydser grænsen til Chile og kører mod San Pedro de Atacama.

San Pedro de Atacama var centrum i en palæolitisk civilisation, som byggede imponerende klippeforter på de bjerge, der omgiver den grønne dal.

Om eftermiddagen tager vi til månedalen "Valle de la Luna" for at opleve en meget spektakulær solnedgang. Undervejs er der flere stop, med lejlighed til at tage billeder af de forskelligartede naturfænomener: Andesbjergene, den store saltsø i Atracamaørkenen, den aktive vulkan Lascar og den imponerende vulkan Licancabur, der ligger lige bag den lille oaseby San Pedro de Atacama. Vi fortsætter til Valle de la Luna, et af de mærkeligste fænomener i Atacama ørkenen med geologiske nærmest bizarre klippeformationer. De måneagtige landskaber er betagende; mærkelige figurer dannet af salt og ler. Der er mulighed for en vandretur til en af de enorme sandklitter i dalen.

3. november: San Pedro de Atacama

I dag besøger vi den smukke Iglesia de San Pedro kirke, bygget i 1577. Kirken er bygget af den samme slags hvide soltørrede lersten, som det meste af byen er bygget af. Herefter besøger vi det lille men interessante arkæologiske museum, hvor der findes en fin samling lertøj, gamle ornater og redskaber. Vi kører efterfølgende til den 3000 år gamle landsby Tulor og videre til Pukara de Quitor, en bjergfæstning af sten lavet af de lokale atacamanere under inkaernes belejring. Vi besøger også Toconao, hvor landsby-beboerne producerer hvide vulkanske stenskulpturer. Herefter fortsætter vi til Atacama saltsøen, en indlands-sø formet for millioner af år siden. Det er en stor oplevelse af se det hvide salt brede sig i det uendelige.

4. november: San Pedro – El Tatio – Machuca – San Pedro

I dag skal du huske at have godt med varmt tøj med, da det bliver meget koldt. Vi starter tidligt om morgenen, faktisk allerede ved 4-tiden. El Tatio Geysers ligger i et geotermisk område flankeret af bjergtoppe. Efter tre timers kørsel kommer vi til El Tatio, der ligger i 4320 m’s højde. Disse geysere er især aktive tidligt om morgenen, hvor vi kan se voldsomme dampsøjler, der strømmer ud fra forskellige åbninger. Der er omkring 40 geysere, thermiske kilder og "fumaroles". Vi nyder en god morgenmad med udsigt til disse geysere, og bagefter vandrer vi tættere på naturfænomenerne. Det er muligt at bade i de varme kilder.

Herefter kører vi til landsbyen Machuca, hvor llama karavanerne i gamle dage plejede at gøre holdt. I dag bor der kun få mennesker her.

5. november: San Pedro de Atacama - Antofagasta

Efter morgenmaden kører vi til Antofagasta.

Om eftermiddagen besøger vi La Portada monumentet.

6. november: Antofagasta – La Serena

Vi flyver til La Serena; en af de smukkeste byer i Chile. Kolonitidsbyen er grundlagt i 1543 og fungerede som handelsforbindelse mellem Santiago og Lima i Peru. Byen er kendt for sine 30 karakteristiske kirker.

Efter ankomst tager vi på en byrundtur, der starter på hovedpladsen, Plaza de Armas. Vi besøger det arkæologisk museum og La Recova markedet med masser af typiske håndværk, keramik, smykker, ædelsten og alpaca-uld trøjer. Herefter tager vi op til University of La Serena, hvorfra der er en flot udsigt over byen og Coquimbo bugten. Vi tager via San Joaquin området med dens flotte parker til El Faro fyrtårnet med udsigt over bugten og strandene. Vi fortsætter til Coquimbo for at besøge et traditionelt fiskemarked. Vi slutter af hos La Herradura resortet, hvor vi kan få et indblik i historien og legenderne bag piraterne, der invaderede kysten. Herefter kører vi tilbage til La Serena.

7. november: La Serena – Elqui dalen – La Serena

Efter morgenmaden kører vi til Elqui dalen. Dette frodige område er kendt for den klare blå himmel, den tørre klare bjergluft, de stejle nøgne bjerge – og de mange opdyrkede enge og vinmarkerne, hvor en del af ingredienserne til den lokale brændevin, pisco, gror.

Vi besøger et pisco destilleri, hvor vi får en rundvisning og smager lidt på den velsmagende pisco.

Herefter kører vi til Vicuna, hvor den nobélpris-hædrede digter Gabriela Mistral blev født. Her besøger vi rådhuset, kirken og byens plads. Efter en dejlig frokst kører vi tilbage til La Serena.

Om aftenen kører vi op i Elqui dalen igen for at besøge Mamalluca observatoriet, der er beliggende her på grund af den klare luft. Området har med mere end 300 skyfrie og klare nætter nogle helt optimale betingelser for at kigge på stjerner. Mamalluca observatoriet er et af flere observatorier i området. På Mamalluca observatoriet lærer vi om stjernerne og planeterne og får mulighed for at kigge på dem gennem et teleskop, der forstørrer op til 140 gange.

8. november: La Serena - Valparaíso

I dag kører vi fra La Serena til Valparaiso via opdyrkede områder og mange smukke strande.

9. november: Valparaíso – Vina del Mar – Santiago

Havnebyen Valparaíso er et bedårende sted med et havneområde og 17 bakker, som rejser sig rundt om bugten. På bakkerne findes labyrinter af farverige huse, snoede gader, smalle gyder, elevator-sporvogne og stejle trapper. Vi udforsker havneområdet og bakkerne, inden vi kører til den populære ferieby Vina del Mar, med flotte strande og frodige parker. Herefter kører vi til Santiago.

10. november: Santiago - byrundtur og afrejse

Om formiddagen tager vi på byrundtur i Chiles moderne hovedstad. Vi besøger hovedpladsen Plaza Armas og nogle af de mange koloniale bygninger i byen, inden vi kører til lufthavnen for at flyve hjem til Danmark.

11. november: Hjemkomst

Ank. CPH 15:00 (Iberia, IB3304)
Afg. CPH 17:50 (Cimber QI847, check-in senest 17:05/17:20) ank. AAL 18:40

 
Adventure Rejse
VIKTORS FARMOR
Elleparken 103
8520 Lystrup
tlf. 86 22 71 81
fax 86 22 71 96
info@viktorsfarmor.dk
Rejsegarantifonden
reg. nr. 1923

24. oktober -
11. november 2010

HotelListe.pdf

FlyOversigt.pdf


Turleder:
Irene Hellvik


UM LandeFakta:
Argentina
Chile

UM Rejsevejledninger:
pt. ingen for Argentina, Chile

Statens Seruminstitut:
Rejser og Smitsomme Sygdomme
(med vaccinationsforslag)

Medicinforslag:
- Højdesyge: Diamox


DMI:
Bournes Aires
Tucuman
Antofagasta
Santiago


SelvPortræt

Fotos på Flickr.com.


KortPrisen dækker:

Fly Kbh/Buenos Aires og retur Santiago/Kbh.
Alle indenrigsfly
Hotelophold med halvpension
Alle transfers, udflugter, og entréudgifter ifølge programmet
Tango show og undervisning i Buenos Aires
Vinsmagning i Elqui dalen

Dansk rejseleder
Lokale engelsktalende guider
Drikkepenge til chauffører og lokalguider

Ikke inkluderet:
Rejseforsikring (haves: IDA/Tryg, alarm kald +45 4468 8200)
Afbestillingsforsikring (tilkøbt)


Viktors Farmor
Tilbage