Viktors Farmor, toppix

Smuttur til Jordan og Jerusalem

 

Et smut til Mellemøsten? Jo, hvorfor ikke! Det er nemlig utroligt, hvad man kan nå at se på 7 dage. Denne rejse med Jordan og Israel er en exceptionel kombination, hvor vi bogstaveligt talt vader rundt i steder, der har spillet en rolle i Bibelen eller i verdenshistorien: Jerusalem, Oliebjerget, Getsemane Have, Via Dolorosa, Gravkirken, Grædemuren, Zionbjerget, Betlehem, Fødselskirken.

Og meget mere. Der er verdens ældste by Jeriko. Nebobjerget, hvorfra Moses skuede ind i det forjættede land. Madaba med det fantastiske mosaik-kort over det hellige land. Og ikke mindst Petra, nabatæernes gamle hovedstad, der blev hugget ud af sandstensklipperne. Petra er udnævnt til at være blandt verdens 7 vidundere. Smutturen begynder og ender i Jordans hovedstad Amman. Den er lagt på en årstid, hvor klimaet i Mellemøsten er behageligt.

11. april: Aalborg - København

Afg. AAL 11:45 (Cimber QI838), ank. CPH 12:30.

12. april: København - Amman, Jordan

Afg CPH 07:10 ank AMM 14:50 via VIE 09:00/10:15 (Austrian OS308+OS853)
Mødetid 5:10; varighed 06:40.

Vi ankommer til Jordans hovedstad Amman, og efter lufthavnsformaliteterne kører vi en kort orienteringstur i byen til vort hotel. Vi har tre overnatninger i Amman.

13. april: Amman - Jerash - Amman

Vi starter med en lille byrundtur, hvor vi bl.a. ser Citadellet og Det romerske Teater. Citadelhøjen har restaurerede bygningsværker fra romersk, byzantinsk og islamisk tid.

Derefter kører vi til borgen Ajlun, der har en fantastisk beliggenhed 1200 m.o.h. med udsigt udover Jordandalen og Det Døde Hav. Vejen dertil snor sig gennem olivenplantager. Ajlun blev bygget i 1185 af en nevø til Saladin. Borgen havde en strategisk beliggenhed i kampene mod korsfarerne. Det er en lille perfekt borg, meget fascinerende og med et helt andet arabisk design, når man sammenligner med de mere bastante korsridderborge i landet. Den var vigtig for udveksling af budskaber ved hjælp af brevduer og ved hjælp af bål på højdedragene. Over en af borgens døre er der relieffer forestillende par af brevduer. Gennem hele borgens historie har disse brevduer haft stor betydning.

Efter besøget her kører vi til dagens højdepunkt, Jerash, det bibelske Gerasa, der er et imponerende eksempel på en hellenistisk-romersk storby. Vi vandrer igennem søjlekolonnader, ser templer og torve og teatret. Frokost i Jerash er inkluderet denne dag.

Læs mere om Jerash

Vi vender tilbage til Amman sidst på eftermiddagen.

14. april: Amman - Madaba - Nebobjerget - Amman

En dag med meget forskelligartede oplevelser. Første stop er Jesu Dåbssted. Derefter kører vi til det Døde hav, hvor der er mulighed for at svømme og slappe lidt af. Det er en helt speciel oplevelse at flyde på vandet i en 33% saltopløsning. Frokost er inkluderet denne dag. Efter frokost ved det Døde Hav og lidt afslapning, kører vi til Nebobjerget, et gammelt kristent valfartssted. Herfra skuede Moses ifølge den bibelske beretning ud over det forjættede land, inden han døde.

Vi slutter dagen i den charmerende lille by Madaba, hvis historie går mere end 3500 år tilbage. Madaba nævnes flere steder i bibelske tekster. Det var her Davids styrker besejrede ammoniterne og aramæerne. Også for nabatæerne havde Madaba betydning, de styrede byen i det 1. årh. e.Kr. I dag er Madaba mest kendt for sine byzantinske mosaikker. Vi skal se resterne af det store Madaba-kort i Georgskirkens gulv. Kortet viser det hellige land og dets omgivelser. Middelhavet ses mod vest og Jordans ørkenområder mod øst.

Man har kunnet identificere 150 steder, heriblandt Jordan-floden, Det Døde Hav og de varme kilder ved Ma’in. Den mest detaljerede del af kortet omhandler Jerusalem, der ses med mure, gader og bygninger. Hvis tiden tillader det, besøger vi også Madaba Archaeological park, der har en fin samling interessante mosaikker.

Sidst på eftermiddagen vender vi tilbage til Amman.

15. april: Amman - Jeriko - Oliebjerget - Gethsemene - Jerusalem - Bethlehem

Efter tidlig morgenmad kører vi til Allenby Bridge, som er grænsen mellem Jordan og Israel. Efter grænseformaliteterne fortsætter vi til Jeriko, hvor vi ser den gamle del af byen. Jeriko anses af mange for at være den ældste by i verden. Arkæologer har godtgjort at stedet har været beboet siden 9.000 år f. Kr. Undervejs kommer vi forbi Fristelsens Bjerg.

Herefter går turen mod Jerusalem, måske den by i verden, der har haft den største betydning for verdenshistoriens gang. Byen anses for hellig af alle de tre store monoteistiske religioner jødedom, kristendom og islam, ligesom der er flere referencer til Jerusalem i både Biblen og Koranen. Skal man tro alle religionerne var det her kong David byggede sin hovedstad, her Jesus tilbragte sine sidste dage (prædikede, blev arresteret, korsfæstet, begravet, genopstod fra de døde og steg til himmels) og her profeten Muhammed på mirakuløs vis fløj fra Mekka til Jerusalem, hvor han for til himmels og mødte tidligere islamiske profeter. Men måske netop derfor har byen også en blodig historie. I løbet af dens lange historie er Jerusalem blevet ødelagt to gange, belejret 23 gange, angrebet 52 gange, erobret og generobret 44 gange.

Vi starter vores byrundtur på Oliebjerget øst for den gamle by og nyder den storslåede udsigt. Oliebjerget var stedet, hvor Jesus ifølge biblen for til himmels, og jøder har været begravet her siden gammel testamentlig tid.

Herefter bevæger vi os ned ad Oliebjerget, og undervejs kommer vi bl.a. til Gethsemene Have, hvor Jesus sent skærtorsdag aften blev arresteret af romerske soldater. Ved bjergets fod ankommer vi til Jerusalems gamle by og følger i Jesu fodspor ad Via Dolorosa, den vej Jesus hævdes at have gået med sit kors langfredag. Vi kommer også til Gravkirken, midt i den gamle bydel, som mindst 6 kirkelige retninger hævder er placeret der, hvor Jesus blevet begravet og genopstod fra de døde.

Efter en lang og spændende dag kører vi sydpå til Jesu fødeby Bethlehem, hvor vi spiser aftensmad og overnatter.

16. april: Bethlehem - Jerusalem - Amman - Petra

Vi starter tidligt om morgenen og besøger fødselskirken i Bethlehem, Jesu fødested. Herefter tager vi rundt i Bethlehem og ser krybbepladsen og hyrdernes mark inden vi igen kører nordpå til Jerusalem.

Tilbage i Jerusalem står programmet denne dag bl.a. på grædemuren, Bethesda Dam og Zion Bjerget. Det er ved grædemuren vi ser de sortklædte ortodokse jøder, der med vuggende hoved begræder romernes ødelæggelse af kong Salomons tempel i år 70. Lige udenfor den gamle bydel befinder sig Zion bjerget, hvor vi finder Kong Davids grav. Vi ser også stedet, hvor Jesus havde den sidste nadver sammen med sine disciple.

Så snart vi er kommet over grænsen til Jordan, kører vi direkte til Petra.

17. april: Petra

Vi bruger det meste af dagen i ”den lyserøde by”, Petra. Vi vandrer eller rider ca. 800 m ned til den snævre klippeslugt, Siq'en. Herfra vandres der ca. 1200 m gennem Siq’en. Man kan levende forestille sig, hvor spændt den schweitziske opdager Burckhardt må have været, hver gang han fik øje på relieffer og tegn, der tydede på, at han var på den rette vej. Så åbner byen sig pludselig for os med dens mangefarvede templer og grave, der er udhugget i sandstensklippen. Det er et fantastisk, kæmpemæssigt område, hvor natur og arkitektur går op i en højere enhed. Efter gennemgang af de vigtigste monumenter i Petra bliver der god tid på egen hånd.

Artikel om Petra

Der køres til lufthavnen i Amman om aftenen (busafg. 20:30).

18. april: Afrejse, Amman - København - Aalborg

Afg. AMM 02:45 ank CPH 12:35 via FRA 06:25/11:10 (Lufthansa LH693+LH824)
varighed 10:50.

Afg. CPH 15:00 (Cimber QI843, check-in senest 14:00/14:15) ank. AAL 15:50 (aflyst)
Afg. CPH 16:20 (Cimber QI847, check-in senest 15:20/15:35) ank. AAL 17:10.
Samlet rejsetid med afg. fra Petra 20:30 (19:30CET): 21:40!

 
VIKTORS FARMOR
Elleparken 103
8520 Lystrup
tlf. 8622 7181
fax 8622 7196
info@viktorsfarmor.dk
Rejsegarantifonden
reg. nr. 1923

11/12. april - 19. april 2012


Turleder:
Glen Odgaard


UM Rejsevejledninger:
Jordan
Israel

MiddleEast.dk:
Jordan
Israel

Statens Seruminstitut:
Rejser og Smitsomme Sygdomme
vaccinationsforslag: ingen særlige!


DMI:
Amman, Jordan
Wadi as Sir, Jordan
Jerusalem, Israel

Jordan Meteorological Department

Israel Meteorological Service


Valuta:
1 JOD ~ 8 DKK
1 ILS ~ 1,5 DKK


Første glimt af Petra SkatkammerFotos dukker efterhånden op på Flickr.com (følg dette link).


GPS Track:
GPX-format (ExpertGPS ao.)
KMZ-format (Google Earth)


Tilbage

Prisen dækker:

Fly København/Amman retur
Kørsel i bus
Hoteller med ½-pension
Frokost dag 2 og 3
Entréudgifter
Hesteridning ved Petra (er i pricippet inkl. i billetpris, men forventede drikkepenge er så høje at det svarer til selv at betale!)
Visum til Jordan
Dansk rejseleder
Engelsktalende lokalguide
Drikkepenge til lokalguide og chauffør

Ikke inkluderet:
Rejseforsikring
Afbestillingsforsikring

Udrejseskat (pt. fra Jordan 8JoD, fra Israel 176ILS/52USD)

Viktors Farmor
Tilbage